95
Men jeg ser i dette Værk — ikke blot i hvad der forbereder det med Bygningsarbeide og andre Indretninger, nei endnu mere senere ved hele Ledelsen af en saadan Anstalt til Fred og Fromme for Mange — jeg ser deri et varigt Samliv for os begge.
Renata nikker tankefuldt og smiler — lidt vemodig.
— Jeg har sagt dig, Renata, hvad Hjelp jeg kan og vil være til for dig i denne Sag. Og det er ikke lidet. Thi vel kan det komme saa vidt, at jeg skal staa mellem dig og en frygtelig Dødsfare. Og dog, hvis du kan tro mig, er det kun et Lidet imod hvad du paa denne Maade kan give mig for Hjelp.
De gyldenbrune Øine fæste sig i hans med et Blik, som han tyder rigtig.
— Du mener at dette er en overdreven Tale, og dog er det ikke saa. Thi hvad er en Uskyldigs Død — hvor frygtelig den end synes os — mod et skyldbetynget Liv i Helvede? Renata, det er mellem mig og Helvede at du skal staa!
— En Gang troede du, jeg stod mellem dig og Himlen.
— Jeg gjorde saa. Og iformiddags sagde du til mig dernede i Lysthuset, min Vei havde fra da af været en saadan, at jeg vel havde Grund til at være tilfreds med det Valg, jeg den Gang gjorde. O nei, nei, tro ikke det! Den har ikke bragt mig Fred, denne Vei; Forbandelsen har fulgt mig paa den Skridt for Skridt. Hverken Fasten og skarpe Bodsøvelser, eller Studium Dag og Nat, eller Smiger og Æresbevisninger og Rang og Rigdom har bragt min Sjæl varig Tilfredsstillelse eller mægtet for mer end korte Tider at banlyse hin Skygge, som er min Arvelod. Og jo tommere det blev i mig, desto mere hungrede jeg efter det, som jeg dog vidste ikke gav Næring: efter Magt og Ære. Som jeg sad dernede i Lysthuset efter at du var
