96
gaaet, kom min Famulus, og for at smigre mig talte han om mine formentlige Udsigter til Hierarchiets høieste Rangtrin, til Kardinalhatten, ja til selve den pavelige Tiara — og jeg hadede ham, fordi han saae ind i denne Lønkrog af min Sjæl. Vel tilføiede han, at naar jeg stræbte saa høit, var det for at hæve Kirken op af dens Fornedrelses- og Fordærvelses Stand, for at føre en Hildebrands Dage tilbage igjen; og om han mente det eller ei, ogsaa det var sandt nok.
— Ikke noget uværdigt Maal for en Mands Stræben.
— Mener du?
— Hvor kunde jeg mene andet?
— Løgn, Løgn — idel Løgn og Bedrag! Er det da for Sagens Skyld? er det Kirkens Skjændsel, er det Sjælenes Fare, som bevæger mig — som driver mig frem —?
— Hvor kan du spørge, Ottomar?
— Jeg siger dig, det er ikke det. Det er Magt, Ære, Glands og Ry — det er intet Andet — tomt Flitter er det i jeg griber efter for at fylde Tomheden her — her —
Han presser Hænderne mod Brystet. Der er intet Blik i Øinene, som synes at skue indad i denne Tomhed.
Renata er sprunget op ved den uventede Heftighed af dette Udbrud.
Som en Yngling er han traadt ind; han ser ud som en Olding nu.
Let lægger hendes Haand sig paa hans Skulder.
— Hvorfor vil du hellere lytte til Røsten af din egen selvplagende og syge Samvittighed i Stedet for til min Stemme, Ottomar?
— O, om jeg ikke helst altid vilde lytte til den!
— Gjør det, for den vil ikke bedrage dig. Og det er ikke som du siger. Lad der være nok saa megen verdslig Forfængelighed og Ærgjerrighed ja endogsaa Magtsyge