Side:Guds Venner.djvu/104

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

96

gaaet, kom min Famulus, og for at smigre mig talte han om mine formentlige Udsigter til Hierarchiets høieste Rangtrin, til Kardinalhatten, ja til selve den pavelige Tiara — og jeg hadede ham, fordi han saae ind i denne Lønkrog af min Sjæl. Vel tilføiede han, at naar jeg stræbte saa høit, var det for at hæve Kirken op af dens Fornedrelses- og Fordærvelses Stand, for at føre en Hildebrands Dage tilbage igjen; og om han mente det eller ei, ogsaa det var sandt nok.

— Ikke noget uværdigt Maal for en Mands Stræben.

— Mener du?

— Hvor kunde jeg mene andet?

— Løgn, Løgn — idel Løgn og Bedrag! Er det da for Sagens Skyld? er det Kirkens Skjændsel, er det Sjælenes Fare, som bevæger mig — som driver mig frem —?

— Hvor kan du spørge, Ottomar?

— Jeg siger dig, det er ikke det. Det er Magt, Ære, Glands og Ry — det er intet Andet — tomt Flitter er det i jeg griber efter for at fylde Tomheden her — her

Han presser Hænderne mod Brystet. Der er intet Blik i Øinene, som synes at skue indad i denne Tomhed.

Renata er sprunget op ved den uventede Heftighed af dette Udbrud.

Som en Yngling er han traadt ind; han ser ud som en Olding nu.

Let lægger hendes Haand sig paa hans Skulder.

— Hvorfor vil du hellere lytte til Røsten af din egen selvplagende og syge Samvittighed i Stedet for til min Stemme, Ottomar?

— O, om jeg ikke helst altid vilde lytte til den!

— Gjør det, for den vil ikke bedrage dig. Og det er ikke som du siger. Lad der være nok saa megen verdslig Forfængelighed og Ærgjerrighed ja endogsaa Magtsyge