102
— Her er Brevet. I maa sætte Alt i den formelle Ramme og selv tilføie det Forretningsmæssige — Alt angaaende Besættelsen … Men nu Tilsendelsen — —
Bispen ser ned for sig med eftertænksom Panderynkning, men med et Smil om Læberne: —
— Denne Skrivelse burde — i en saadan Anledning — neppe tilstilles Stiftet ved et almindeligt Bud — —
"O ve!" tænker Vincentius, "blæser Vinden ad den Kant? Det var altsaa det, der faldt ham ind: at benytte denne Leilighed til at sende mig bort paa et Par Dage, som igaar paa et Par Timer."
Beslutsom lægger han de Papirer, han endnu holder i Haanden, paa Bordet.
— Det er sandt, I har mer. Er det noget af Vigtighed?
— Det angaar Paagribelsen af den store Gudsven.
— Hvad for Noget! — Har de grebet — er det muligt, at man har fundet et Spor…?
Bispen tager denne Sag alvorlig nok; men det slaar hans Famulus, at der ikke er den rette ivrige Forhaabningsklang i hans Spørgsmaal.
— Der er indløbet Beretninger fra alle Kanter. I deres Iver for at vinde Belønningen synes de at have lagt Haand paa enhver Landstryger, de kunde faa fat i. Det meste af dette synes mig at være Dokumenter om den menneskelige Dumhed. Imidlertid er der et Tilfælde, som er saa forskjelligt fra de andre, at Eders Høiærværdighed sikkert ikke vil fortryde strax at henvende Eders Opmærksomhed paa det.
— Nu?
— Det er en gammel vandrende Sanger, hvem man har sat fast i Telheim. Han passer ganske til Beskrivelsen — —
Bispen trækker paa Skuldren.
