103
— Hos ham har man fundet et lidet Hefte, der ikke, som var at vente, hvis den Rolle, han vandrer om i, er ægte og ikke et Mummespil — ikke, siger jeg, indeholdt Folkeviser og Skjemtekvad men derimod et gudeligt Skrift, hvis jeg tør misbruge dette Ord; for det er snarere at kalde de ugudeligste og mest kjætterske Paafund, som nogen Hæretiker er bleven brændt for.
Bisp Ottomar sætter sig ret op i Stolen og knuger Hænderne om Armlænenes Rundinger.
Der er ingen Tvivl om, at dette gjør Indtryk. Men Indtrykket er ikke det ventede: ikke den glade Iver hos Jægeren, som hører Hunden glamme paa Vildtets Spor, snarere — underlig nok — Bestyrtelse.
— Hvis jeg tør henlede Eders Høiærværdigheds Opmærksomhed paa et Par Hovedsteder — —
— Ja vist saa, vist saa — læs!
Vincentius har allerede Heftet i Haanden og blader deri med Fingre, som sitre af Ivrighed.
— Ja, her er saadan et Sted: — "At stræbe efter Kronen, det betyder at vende sig bort fra det Skabte og vorde Et med det Uskabte. Naar Sjælen naaer saa vidt, da mister den sit Navn. Gud drager den saa fuldkommen ind i sig at den tilintetgjøres, som Solen drager Morgenrøden ind i sig, saa den tilintetgjøres. Derfor taler jeg ikke mer om Sjælen. Thi den har dér, i Enhed med det guddommelige Væsen, mistet sit Navn. Derfor hedder den dér ikke længer "Sjæl"; dens Navn er "ubegrændset Væsen" …
Vincentius ser op fra Heftet og kaster et ivrig speidende Blik paa sin Herre og Mester, der tilbagelænet i Armstolen, med Hagen støttet i sin Haand, kun med et svagt Nik bevidner sin Opmærksomhed.
— Ikke sandt, Eders Høiær værdighed? man kunde vel
