106
hvad han er som Gud kunde ikke engang give denne Flue Fyldestgjørelse og Tilfredsstillelse."
— Aha! jeg tænkte det, jeg tænkte det jo nok!
— Og til hvem henvender han nu saadanne bespottelige, sataniske Ord? — Her siges det os udtrykkelig: — "Til eder henvender jeg mig Brødre og Søstre, I som ere Guds Venner." "GUDS VENNER" — hvad siger Eders Høiærværdighed til det?
— Jeg siger, min gode Vincentius, hvad som sandt er. Dette Skrift er hverken mer eller mindre end et Uddrag af Mester Eckeharts Prædikener.
— Mester Eckehart!
Famulusens Ansigt bliver saa langt som udvalset Kagedeig.
Han havde saa sikkert haabet, at have gjort et uhyre Fund. Klog nok til at se, at dette ikke er Hverdagskost, har han ikke helt ubegrundet sluttet, at en Mand, der aabenbart forklædt som Sanger gaar om med et saadant Produkt — (sikkert hans eget Værk, thi det er nylig skrevet) — neppe kan være nogen Anden end den saa ivrig eftersporede store Gudsven? Og nu er det et Skrift af en berømt Mand, velkjendt snart et halvt Aarhundred!
Vincentius' Nederlag er fuldkomment. Og det er kun ringe Trøst at han kan minde sin høie Foresatte om, at Mester Eckehart er forkjætret og hans Skrifter satte paa den sorte Liste.
— Det er sandt, at den beklagelige Bulle "In agro dominico", som Franciskanerne fik sat igjennem, har erklæret sytten Sætninger af Eckehart for kjætterske og elve for sletlydende og overdristige — —
— Da tør jeg sige, at dette her hører til de sytten!
— Tør I? I er en dristig ung Mand, Vincentius. Hvad mig angaar, saa vilde jeg i Betragtning af den store
