Side:Guds Venner.djvu/118

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

110

der er ikke mer at gjøre. Missionen fra Regensborg maa komme iaften eller senest imorgen Formiddag og vil foretage de bedste Skridt til at bekjæmpe Soten.

Ny, afsluttende Haandbevægelse.

— Hm. Det er ikke saa meget Soten selv, jeg mener, som Sindstilstanden. Det gjærer dernede, man kan næsten sige at Byen er halvt i Oprør — og det retter sig mod denne Borg — navnlig mod Borgfruen.

— Hvad for Noget!

Ottomar springer op og staar tungt aandende foran sin Famulus, der træder et Skridt tilbage for de lynende Øine.

— Og det siger I mig først nu?

— Eders Høiærværdighed havde iaftes kun daarlig Stunder — —

Ottomar ser ned og bider sig i Læben.

Han havde i Virkeligheden paa sit Taarnkammer været optaget af efter Hukommelsen at restaurere en af sine gamle latinske Elskovscarmina, da hans Famulus afbrød ham med et uvelkomment Besøg for at aflægge Beretning.

— Og desuden tyktes det mig at være en maadelig Sovedrik at kredense Eders Høiærværdighed, da der dog ingen umiddelbar Fare — —

— "Fare!" … "umiddelbar Fare"!

Ottomar kan neppe fnyse sin Foragt ud, mens han stormer frem og tilbage i det lille Kammer som en Løve i sit Bur.

— Men da Eders Høiærværdighed nu sender mig bort for flere Dage, mente jeg at det var min Pligt — —

— Naa, hvad er der da paa Færde dernede?

Han standser saa brat foran sin Famulus, at det giver et Sæt i den unge Mand.