110
der er ikke mer at gjøre. Missionen fra Regensborg maa komme iaften eller senest imorgen Formiddag og vil foretage de bedste Skridt til at bekjæmpe Soten.
Ny, afsluttende Haandbevægelse.
— Hm. Det er ikke saa meget Soten selv, jeg mener, som Sindstilstanden. Det gjærer dernede, man kan næsten sige at Byen er halvt i Oprør — og det retter sig mod denne Borg — navnlig mod Borgfruen.
— Hvad for Noget!
Ottomar springer op og staar tungt aandende foran sin Famulus, der træder et Skridt tilbage for de lynende Øine.
— Og det siger I mig først nu?
— Eders Høiærværdighed havde iaftes kun daarlig Stunder — —
Ottomar ser ned og bider sig i Læben.
Han havde i Virkeligheden paa sit Taarnkammer været optaget af efter Hukommelsen at restaurere en af sine gamle latinske Elskovscarmina, da hans Famulus afbrød ham med et uvelkomment Besøg for at aflægge Beretning.
— Og desuden tyktes det mig at være en maadelig Sovedrik at kredense Eders Høiærværdighed, da der dog ingen umiddelbar Fare — —
— "Fare!" … "umiddelbar Fare"!
Ottomar kan neppe fnyse sin Foragt ud, mens han stormer frem og tilbage i det lille Kammer som en Løve i sit Bur.
— Men da Eders Høiærværdighed nu sender mig bort for flere Dage, mente jeg at det var min Pligt — —
— Naa, hvad er der da paa Færde dernede?
Han standser saa brat foran sin Famulus, at det giver et Sæt i den unge Mand.