112
— Ja saa! Da I vel kjender de nærmere Omstændigheder, er I maaske saa god at berette mig dem.
Den isnende Ro hvormed denne Opfordring rettes, virker ikke opmuntrende. Vincentius' Røst er ikke ganske sikker, da han giver sig til at meddele sin Foresatte det Samme, som Hushovmesteren havde hvisket Gertrud i Øret, just i det Øieblik da den unge Mand bankede paa Porten.
— Naa, det er Historien? ja saa! Altsaa, den saraceniske Flaske findes, jeg har selv haft den i min Haand. Da min Farfar laa for Døden og led saare, kom hans gamle Vaabenbroder fra Korstoget, Fruens Farfar, for at se til ham og havde Flasken med, og vi gav den Dødssyge nogle faa Draaber af dens Saft i et Bæger Vin, og derved fandt han Lindring. Der er selvfølgelig her foregaaet det samme ved Borgherrens Død, ogsaa han skal have haft svar Lidelse — holde Døden fra Døren kan de saraceniske Draaber ikke, det er ingen Livselixir. Det er Grundlaget for det smukke Eventyr, I har fortalt mig.
— Ja naturligvis er det taabelig Folkesnak, jeg har aldrig holdt det for andet — men jeg — troede blot —
Famulus stammer i det; han indseer at Sagen staar paa grumme svage Fødder, og han føler mer end han skimter det at det Smil, han ikke kan lide, hviler paa ham med sin mest skjærende Lysstyrke.
— Ja, ja, min gode Vincentius, jeg sagde Eder igaar at I kunde blive en stor Scolasticus, men en brugelig Dommer eller Øvrighedsperson vil I ikke blive — saalidt som en god Rytter. Og mens vi ere ved Rytteriet, naar I nu rider bort, saa kan I, som det er en hed Dag, holde et Øieblik i Kastanieskyggen foran "Det forgyldte Oxehoved" og lade Værten bringe jer et Stigbøilebæger at I kan tømme det paa hans Herskabs Velgaaende. Og
