119
neppe selv hvorfor. Sætter du Pris paa ham, skal jeg søge at faa et gunstigere Indtryk af ham.
— Vincentius er i hvert Fald et godt Hoved. Det viste han ogsaa ved denne Leilighed, da han uden den ringeste Betænkning strax gjorde den rigtige Bemærkning, at et Stift som Mittelmynster maatte forestaas af en Dame af fremragende Slægt, enten denne nu kan kaldes saa paa Grund af sin Rang eller ogsaa derved at en af Ahnerne har givet Navnet en god Klang i Kirkens Øre. Som Exempel nævnede han min egen Familie, Heinrich von Winterstetten er i vide Kredse kjendt som en af de sidste Korsriddere — hvilket her opveier den høieste verdslige Adelsrang.
— Ja, jeg forstaar det nok. Det var vistnok et Bevis paa megen Kløgt og stor Omsigt hos din Famulus.
Renata ser eftertænksomt ned paa Mønstret i det Arbeide, der ligger foran hende.
— Men jeg husker ikke Nogen af din Familie — ja, det skulde da være Søster Sophia i München — —
Ottomar ryster smilende paa Hovedet. Hans Frænke i Clarisser Klostret i Bayerns Hovedstad har i de sidste ti Aar været stokdøv og allesinde haft en saare spag Forstand.
— Nei nei! Hende kan der ikke godt være Tale om. Men er det slet ikke faldet dig ind, at din egen Slægt befinder sig i ganske den samme Stilling? Valentin von Langenstein var saa god en Korsfarer og er mindst saa velkjendt som Heinrich von Winterstetten.
— Aa, nu forstaar jeg —: det er derfor du vil have mit Raad.
Hun raadspørger atter Mønstret, som om en Vinranke, der snor sig ud og ind mellem romanske Piller og Buer, var de Laufeners Stamtræ. Men paa intet af Bladene
