122
ganske vist, men det er min egen. Og den skulde jeg nu opgive? Alt hvad jeg har udtænkt mig og drømt og allerede halvveis paabegyndt, det skulde jeg lade i Stikken?
— Visselig ikke, Renata — først og fremmest vil vi føre det videre. Alt skal ske efter dine Anvisninger, lad det være min Sag. Naar du har tiltraadt din Stilling — thi du maa tilbringe et Aarstid i Stiftet, inden jeg kan udnævne dig til Abbedisse. Det er et overordentligt Skridt naturligvis, men du kan fortrøste dig til at jeg skal vide at finde mine Veie. Er du først Abbedisse i Mittelmynster, saa volder Veien fra Regensborg til Langenstein dig liden Vanskelighed. Du kan besøge det gamle Sted, naar du lyster, og kan ogsaa residere her i kortere Tid, af og til, for at tilse Alt, saa du overhovedet har Styrelsen fast i din Haand. Søster Irene, som midiertidig er Viceabbedisse. kan altid indtræde i den Stilling igjen, naar du er borte. Alt det skal jeg ordne paa det Bedste.
— Men det vil aldrig blive det — Stiftet Langenstein vil aldrig blive det, som naar jeg boer her fast og vier det alle mine Kræfter.
— Aa, jeg veed ikke, men vist er det, at det Hele, dit samlede Livsværk, ganske vist vil blive et andet, men kun et uendelig større og rigere. Jeg sagde dig igaar, at dette Langensteiner Stift skulde blive vort fælles Arbeide, et Værk, der atter knytter vore Livstraade sammen. Saaledes skal det ogsaa være, kun at dette Værk gjentager sig paa en langt høiere Skala. Stift Langenstein og Mittelmynster — det er som den samme Choral, først spillet paa et Psalterium og dernæst paa et Orgel.
Renata sukker. Der er sikkert noget lokkende i denne Forestilling. Noget, der taler til hendes Virkelyst, til Vidden af hendes Blik og til den Kraft, hun føler i sig. Noget tillige, der taler til en anden og mere kvindelig Trang hos
