123
hende. Og det er, som om han følte det, og intet Øieblik forsømte nu at henvende sig til den.
— Denne nye Borg Langenstein skulde blive et Hjemsted for vort nye Samliv, men hvor langt fuldkomnere og friere vil det ikke kunne udfolde sig i Regensborg! Kun enkelte Besøg kunde føre mig hid som en forholdsvis sjelden Gjæst. Dér vil mit Embede og dit bestandig bringe os sammen paa den utvungneste Maade. Og ikke blot det. Abbedissen i Mittelmynster er ikke fængslet indenfor fire Klostermure, om end Søster Mechtildis af eget Valg levede saaledes strengt klosterligt; hun havde en tung Sorg, som hun aldrig helt forvandt og som vendte hendes Sind ganske bort fra Verden. Du har Frihed til at deltage i al ædel Selskabelighed i de Regensborger Ridderhuse og i mit Palads; end ikke en Ordensdragt behøver hæmmende at adskille dig fra Andre af din Alder og dit Kjøn; jeg har som Barn set Søster Mechtildis' Forgængerske stoltsere i Fløiel og Silke i min Onkels Høiloftsal. Saaledes vil vi bestandig træffes, have hundrede tilfældige og aftalte Smaamøder at haabe paa og glæde os til — — —
Ottomar er staaet op og gaar frem og tilbage i Salen, fra Vinduet til Kaminen, der i sin mægtige Opbygning med sin svære Røghat og sine pudebelagte Siddepladser optager næsten Halvdelen af den korte Væg og ser ud til at kunne sluge en hel Birk paa een Gang. Solen skinner ind gjennem de rubinrøde, violette, gyldengule og orangefarvede Ruder, som danne Langensteinernes Vaaben, og Arnestedets grønne Kakler kaste deres egen Glands og Farve tilbage.
Med hastige, elastiske Fjed maaler Bispen den brogede Lysbro langs hen over det blanksorte Egetræsgulv, alt imens han udmaler det glimrende Regensborger Billede.
