126
— Dette forestiller ganske vist hin "rette Vinstok", som Evangelisten taler om; men du farver den med for ægte Purpur — det er dog kun et baldyret Billed.
Hun ser ned. En Bloddraabe er faldet fra hendes Finger ned paa et af de foretegnede Bær.
Ottomars Haand lægger sig paa hendes Skulder.
— Renata, lad os ikke med vort Hjerteblod farve et Billed, en tom Skygge! Det Samliv, der skulde have været vort, er forspildt ved mit Daarskab, mit Vanvid. En Skygge — mit Tungsind, min arvede Sjæleangst — sugede dets friske Ungdomsblod, til den fik Livsens Farve og for mig blev mere virkelig end Virkeligheden. Se, Forsynet har i sin Miskundhed skjænket os denne nye Mulighed — skal vi skyde dets Gave fra os, sky den af Frygt for en Skygge, Spøgelset af en Fare i os selv? Bedre trodse denne Fare, bedre bekjæmpe den, bedre — ja, jeg vover at sige det — bedre bukke under for den, end paa Forhaand af den lade os skræmme bort fra den Lykke, der endnu kan og skal blive vor.
Renatas Hoved synker ned paa hendes Arm, der hviler ved Siden af det forsømte Broderi. Fra et gult Glarstykke i et Vaabenfeldt glider en Straale ned over de brune Fletninger, overglitrende dem med et gyldent Glandsskjær. Med Ømhed hviler Ottomars Blik paa denne Haarfylde, og den Tanke glæder ham, at den ikke behøver at falde for Saxen, som den maatte have gjort, hvis hun traadte ind i et almindeligt Nonnekloster.
Saa sikker er han allerede paa at sætte sin Sag igjennem.
— Det er ikke saadanne Farer, hverken ydre eller indre, der vil have Magt til at staa os i Veien, fortsætter han, idet han med Opbydelse af sin Viljeskraft vender sig bort, thi han føler Fristelsen til at trykke et bræn-
