135
end heldigvis (for saa vidt!) havde lærde og skarpsindige Tilhængere nok, som vilde forsvare hans Sag. Og det var ham til ringe Glæde, at Occam ligesaavel var forkjættret som Eckehart. Thi den pavelige Bulle skyldtes mere hans Politik end hans Theologi, og just i hans politiske Modstand mod Pavedømmet var Ottomar ikke saa helt uenig med Occam. Fordømmelsen af hans theoretiske Sætninger angik desuden hans Philosophi og ikke hans Tro, saa at han var mindre kjættersk incrimineret end Dominikaner-Mesteren. Nei, med Occams Tro havde der saamænd intet været i Veien, den Sag faldt let nok. Han havde jo opfundet Theorien om de to Lommer: i den ene havde han Videnskaben, i den anden Troen; og langt fra at være kræsen, syntes han at sige: "Kom bare med eders Trosfordringer, saa mange det skal være og jo galere des bedre! der er Rum nok i min venstre Lomme, og min høire veed ikke af det."
Er det nu fordi Ottomar, paa hvis Skuldre den episcopale Værdighed med sine Fremtidsløfter var begyndt at sidde noget tungt, her paa Borg Langenstein føler sig saa ung igjen — er det derfor at denne Ungdomsplan finder saa frugtbar Jordbund? Kamplysten og feiderede, som Ungdommen er, sitrer hele hans Væsen ved denne Heroldtrompet, der kalder til aandelig Dyst. Vi vil dog se, om jeg ikke med Pennelandsen kan vippe denne "Uovervindelige" ned fra hans høie Hest!
Og hvis Forsvaret var det oprindelige, saa er Angrebet det, der lokker stærkest. Occams "nominalistiske" Philosophi er ham instinktiv forhadt som Pesten. Denne sandselige Klæben ved Enkelttingene, denne Fornægtelse af Begrebers, Ideers og Urbilleders Realitet, hvilke den, i Stedet for at bosætte dem i et Himmelpalads, anviser et kummerligt Hjemsted under den menneskelige Pan-
