136
deskal — hvilken Forargelsens Vederstyggelighed! Det er intet Nyt — ikke engang det kan den rose sig af! — men at den nu hæver Hovedet dristigere end nogensinde, er ham et foruroligende Tidens Tegn. I den praktiske Englænder med sine to Lommer, en ideeløs Tro i den ene, en ideeløs Videnskab i den anden, omhyggelig adskilte og bekvemt transportable, ser han rigtig Modbilledet til den tydske Genius, der har tænkt og skuet og følt saa dybt hos den store Mystiker: en ligesaa kløgtig som lavpandet Aand, der truer Alt hvad der er ham selv dyrebart og helligt — helligere maaske for hans inderste Menenske end mangen doctrina sancta, om hvilken han paa Embeds Vegne er enig med Occam.
Saa er det da intet Under, at i den første gjærende Opbrusning Theser og Antitheser, argumenta ad hominem og ad rem, reductiones in absurdum, Paradoxer, Invectiver og Sarkasmer i sande Blækbyger have udgydt sig over ethvert Stykke Papir, saa at tilsidst endogsaa hans altid saa omhyggelig pleiede aristokratiske Fingre bære Vidnesbyrd om Forfatterskabets Voldsomhed.
Det har raset ud foreløbig.
Læsning og grublende Overveielser have for en Tid lang afløst det ....
Ottomar lader Heftet synke, rynker Panden, tager atter Heftet for, blader tilbage, læser om igjen, lader det atter synke, ryster paa Hovedet og sukker — dybt, næsten stønnende.
Ved denne Læsning er det gaaet ham underlig:
Han kjendte Eckehart hovedsagelig fra dennes latinske Skrifter; Studiet af de friere og individuellere i det tydske Sprog var forholdsvis snart blevet afbrudt af mere paatrængende Arbeider. Da han nu fordyber sig i dette lille tydske Udtog, der maaske netop med en vis Hensigt
