139
Hans Hjerte begynder at banke — banker snart saa heftig, som det under dette Ophold paa Borg Langenstein endnu ikke har banket.
Og det gjør saa godt. Det er en ren Lise at føle Blodet pulsere, i Stedet for at mærke, hvorledes Tankens Blyvægt synker stedse dybere i en Tomhed af Tvivl og aandelig Afmagt.
En Dør dernede lukker sig over Stemmeparret.
Ottomars Uro dæmpes ikke derved, den bliver til Bevægelighed, til Aktivitet.
Det er visselig ikke et Vejrlig, i hvilket en Snegl kryber ud af sit Hus, end sige at et Menneskebarn godvillig skulde forlade den Stenskal, der holder det Værste af Eftermiddagsheden ude. Hvorfor altsaa ikke just nu gaa ud? Vado quia absurdum. Kun ikke drive om i den gjennemhedede Skovskygge — det vilde jo netop være at forskrive sig til de plagende Grublerier.
Foretage sig noget!
Men hvad?
Ja, er ikke Missionen fra Regensborg til Sotens Bekjæmpelse just idag ankommen dernede i Byen? Hvorfor altsaa ikke gaa ned til Elisabethinerhuset, høre hvad Indtryk den lidet sympathiske men erfarne Graabroder Martin har faaet af Tilstanden og raadslaa med dem Alle om fornødne Skridt? Op og ned ad Borgklippen paa denne udsøgte Dag og i disse ligesaa udsøgte Eftermiddagstimer, da Solen bager dens Sten til Ovnhede — det er et forvovent Paafund, næsten en Galmandstanke, just derfor antagelig. Saameget mere som der bliver udrettet noget ved den.
Desuden har han ikke betraadt denne Sti, siden hans Fod sprang den saa let op og ned, naar det gjaldt at overraske Renata med et eller andet, der var at faa i
