I
Borgstuen er lille og lummer.
En blandet, huslig Lugt af Syltetøi, frisk Linned, Lavendel, Salver, Kryderier og tørrede Urter opfylder den. Gjennem det aabentstaaende Vindue trænger kun lidt Luft ind, og den er hed og tung, svanger med Røgdunst.
Borgfruen — en ungdommelig Skikkelse — staar lænet mod de tilbageslaaede blyindfattede Flaskebundsruder og ser ud i Dalen. Den er begrændset af grandunkle Høie, en halv Mils Vei og længer borte, og gjennemstrømmes af en mindre Flod.
Der nedenunder trænge Flækkens Skifer- og Spaantage sig sammen i en tæt, graa Vrimmel. I Skyggen af et Par Hestekastanier vader en Stenbro drabelig midtveis ud for saa, hvor Strømmen glimter i Sollyset, at fuldende sin Vandring kummerlig paa Træstylter. Hvor Vandet er skyggegrønnest, tindrer en gylden Stribe: Speilingen af et Værtshusskilt, som er skjult bag Løvet. Fra det brede Kirketaarn toner Vesperklokken.
Et yndigt, fredeligt Billede.
Men den smukke Borgfrue, der betragter det — alt imens et hurtigt Blik nu og da afsøger den Sti, der klatrer op ad Borgklippen —: hun veed kun altfor vel,
