142
"Kjættersken" — "Beghinerreden" — "vore Hustruer og Børn" — "Bispen" — "ryge Reden ud" — —
Dette er alvorligt. Han mindes Famulusens Ord om Gjæringen i Byen, dem han hidtil kun har skjænket liden Eftertanke. Her er Gjæring, og lidt mer end det.
Et Par Skridt fra ham, hvor den inderste Bropille skyder sig frem med sin Strømbryder — der paa denne Aarsens Tid staar med tørt Grus vidt og bredt om sin Elephantfod — er der anbragt en Stenbænk. Ottomar tager Plads paa den og læner sig tilbage, saa at hans Hoved neppe rager op over Brystværnet. Det er vel værd at vide hvad der gaar for sig her.
Den gjennemtrængende Røst er atter eneraadende, men slutter af med et Spørgsmaal just som Ottomar har sat sig til Rette for at lytte.
— Eller raser maaske Soten ogsaa i Lengefeld, i Eilfersdorf, i Kaltenbrunn? Har jeg blot ikke hørt derom? I veed det bedst.
— Nei nei … kun her … kun hos os.
— Kun her — mærk jer det! Kun her. Og hvor, jeg spørger eder, hvilket Sted skulde man mene var det sidste i Snese Miles Omkreds, did en Farsots Dæmoner vilde vove sig? Hvilket uden dette, eders egen By? Og hvorfor det? Ja, hvad er det for et Tegn, hvis Magt faar Helvedes Porte til at skjælve? Korset og den Korsfæstedes Billed — for dette Tegn krybe Dæmonerne i Skjul. Men ser man da ikke, naar man nærmer sig eders By just dette Tegn, ja mer endnu, selve Golgatas Tinde med sine trende Kors ser man hæve sig over Eders Tage, som over et Jerusalem. Eders Fædres Fromhed har omskabt det Bjerg, hvor tilforn hedenske Dæmoner husede, til en Frelserens Helligdom, paa det at intet Ondt maatte tilstøde Eders Stad. Ere I da vegne saaledes af fra deres
