145
Jern som den kommer fra min egen Ambolt, og jeg vil rende den raadne Borgport ind og i disse mine Hænder — "svage? hvad" — vil jeg bære den kjætterske Kvinde herned og kaste hende paa Baalet, som I kan tænde op imens. For mit Barnebarn er død imorges og min Datter ligger og drages med Soten og vi vil ikke gaa til Grunde for hendes Skyld deroppe.
— Nei, vi vil ikke … Op til Borgen … Vi vil rive den ned med vore Hænder … med vore blodige Fingre … ikke Sten paa Sten … Munken skal føre os … nei Smeden … Leve Kaspar Smed! … giv ham en Vognstang … Stephen Kromand! — hei, Stephen! … der er de med Vognstangen … Leve Kaspar Smed!
— O I Venner —!
Graabroderens gjennemtrængende Røst skaffer sig Lyd tvers igjennem Tumulten: —
— Fjernt være det fra mig, I Venner, at kalde eders Hænder svage! Gud er stærk i de Svage. End mindre sendræg — — —
Ordet bliver stikkende i Struben paa ham. Den Bifaldsmumlen, der vilde ledsage det, forstummer næsten ligesaa brat. Alles Blik følge det fra hans stive Øine.
Hvor Solstraalerne skyde sig ind mellem de to tykke Kastaniestammer staar en Mand, en Fremmed.
En mørk Skikkelse i Solgløden, Middelhøide, men syner høiere ved sin Rankhed og paa Grund af den lange sorte Kjortel af fint Klæde, der i lette Folder falder ned fra det samlende Fløielsbælte. Fra den firkantede Silkehue hænger et smalt Flor ned over den høire Skulder og Brystet og er stukket fast i Bæltets Sølvspænde. Paa hans høire Haand, der næsten er saa hvid som det Elfenbens Krykkegreb, den er knyttet om, blinker en rubinrød Seglring.
