146
"Bispen" mumles der fra Mund til Mund.
Rummet bag Kastanietræerne udvider sig, altsom Ottomars hvasse Øienpar gaar rundt i Kredsen, hvad det gjør med langsom Værdighed. Da det vender tilbage, har Scenen forandret sig noget.
Den Øltønde, der havde tjent som Prædikestol for Munken, staar tom, og det forgyldte Oxehoved, der har tjent som en lueblank Glorie om den hellige Skaldepande, svinger blinkende i Luften, som Vidnesbyrd om den Hast, hvormed Vognstangen har trukket sig tilbage i Porten.
Derimod staar Helten, hvem dette mægtige Vaaben var tiltænkt, endnu paa den samme Plet, kun at han ikke længer vender sig mod Tønden men did, hvorhen Alles Blikke pege; hvorved Munden gaber midt i det sorte Skjæg som lammet midt i et Brøl, medens han visker sine "stærke" grimede Næver af paa Skjødeskindet (der ikke vil gjøre dem renere) aabenbart under et uklart Indtryk af at han er kommen i fornemt Selskab.
Et Par Skridt til Siden for ham og foran Mængdens forreste Række, med en vis passiv Bevægelse af at være bleven skubbet frem af den endnu krampagtig synlig i sine knæsunkne spinkle Ben befinder der sig en ældre, vindtør Person, som aabenbart vilde befinde sig bedre andetsteds. Den lille Filthat, som han krammer mellem Fingrene, har bedækket en Skaldepande, som Sveddraaberne perle rigelig paa; under de farveløse Bryn klippe Øinene fortvivlet mod Lyset; den ragede Overlæbe er saa lang, som om Naturen havde gjort ham det vanskeligt at huske fra Næse til Mund, af hvilke den første er rødspidset og den sidste forsynet med et noget forfaldent Tandgjærde. Fra dette udgaar en brægende Røst, som synes opsat paa ikke at gjøre det Gjedebukkeskjæg til-
