Side:Guds Venner.djvu/155

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

147

skamme, der fra Hagen hænger ned paa den rødbrune Vams.

Røsten forsikrer at paa egne og hele Byens Vegne —

— Heida!

Bispen slaar op med Haanden, saa Rubinen funkler,

— Heida, Broder Martin!

Graamunken, der er ved at forsvinde samme Vei, ad hvilken den altfor fremmelige Vognstang har trukket sig tilbage, opgiver dette Forehavende, aabenbart med meget Mishag.

— Jeg har et Par Ord at sige til Jer, Jeg var just underveis for at opsøge Jer; I har sparet mig nogle hundred Skridt.

Rubinen blinker bydende.

Broder Martin skulker sig bag om Mængden hen ad Bispen til, noget nær som en Hund, der lystrer sin Herres Vink med god Grund til at vente en lidet venlig Modtagelse.

— Paa egne og … hm … sandelig hele Borgerskabets Vegne er jeg lykkelig — —

Atter en Afbrydelse.

Bispen vender sig brydsk om.

Ved hans Albue befinder sig et mægtigt med skummende Øl randfyldt Tinstob. Det holdes oppe af en Person, af hvilken han foruden en brandrød Sniphue kun ser en mægtig Vom, der synes at være i Begreb med at tabe sig selv ned over et fedtet Læderbælte. En tyk Stemme mumler noget om en Velkomst- og Husvalelsens Drik, som Hns. Høiærværdighed ikke maatte forsmaa.

— Saa han er vel Værten her i "det forgyldte Oxehoved"?

Huesnippen kommer endnu dybere ned, uden at en