Side:Guds Venner.djvu/163

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

155

pande satte sine Saaler paa Langensteins Gader. Jeg gad vide, hvad der knytter de To sammen. Hvor ivrig var ikke Vincentius i sin Tid for at denne Martin skulde blive Prior, skjøndt han er klog nok til at indse at Manden ikke duer til det. Ellers er de forskjellige nok! Er det den affinitas, der stedse faar to daarlige Charakterer til at hilse hinanden med Glæde? Maaske gjør jeg Vincentius Uret. I alt Fald passer det mig ikke, at de To skulle stikke Hovederne sammen her i Langenstein. Han er nu lige kommen til Telheim, begynder sin Undersøgelse imorgen; tidligst iovermorgen, Lørdag, sent paa Eftermiddagen kan han være i Regensborg. Dér vil han blive opholdt et Par Dage."

Ottomar synes at finde en Del Besværligheder ved denne Beroligelse, alt imens han tankefuld stirrer ud hvor den sidste Solglød nu slukkes uden at efterlade det svageste Purpurstænk paa en farveløs Himmelgrund.

Saa ryster han utilfredsstillet paa Hovedet.

"Jeg veed hvad jeg vil gjøre! Jeg vil sende Bud imorgen til mit Kancelli, at Vincentius skal reise fra Regensborg til München og tale med Kansleren om Indvielse af vor Ordenskirke. Den fortjener sandelig, at Hertugen kom over til den Høitidelighed. Brevet til Kansleren vil jeg skrive endnu inat."

Med hurtigere og lettere Fjed fortsætter Bisp Ottomar sin Bjergstigning.

Hvad Virkeligheds-Grundlag der end maatte være for den Forudfølelse, der viser ham hans Famulus som en truende Fare, saa mener han med denne Beslutning at have forebygget den.