158
du saae mig sidde her med dette Blad i Haanden. Kun et Udkast — Brevet selv er gaaet via det forgyldte Oxehoved til Broder Martinus … Par nobile fratrum! … At I spillede under Dække sammen, var altsaa ikke skudt ved Siden af … Kun et Udkast — men nok til at lade jer begge hænge, naar jeg lyster … slet ikke at tale om den uselige Vært."
Han lægger Vincentius' Concept sammen med Münchener Brevet og gjemmer dem i den lille Lædertaske, som i en Staalkjede hænger ved hans Bælte. Mittelmynster-Skrivelsen lader han blive paa sin Plads i Bunken, han vil neppe faa Brug for den nu. Saa bliver han siddende i det mørke Kammer, hvor Lygten kun sender en smal Lysstraale hen over Bordpladen, som hans Fingre trommer paa.
"Vincentius er der foreløbig sørget for ved hans Münchener Reise. Arbeide for imorgen: at lade Værten i det forgyldte Oxehoved og Broder Martin sætte fast i al Stilhed og endnu i en aarle Morgentime under god Bevogtning afgaa til Regensborg sammen med Brevene til mit Kancelli. Martin afleveres ikke i sit Kloster men hos Dominikanerne, som vil huse ham i en veltilgitret Celle. Franciskaneren Claus gaar i hans Sted til Regensborg, hvad han burde have gjort fra først af. Det var min Feil, men den lader til at have vendt sig til det Gode, da jeg uden den ikke vilde have haft dette for mit Forhold til Vincentius saa vigtige Dokument i min Taske. Og dette, tænker jeg, gjør det dobbelt og tredobbelt klart at Renata maa bort fra Borg Langenstein."
Hys! Lyder der ikke Skridt derindefra? Skulde hun være oppe endnu? Det maa være sent — hvor sent veed han ikke, men det maa vel snart gaa ad Midnat til.
Ottomar reiser sig, lister sig hen til en lille Dør i et
