162
Leilighed til en betrygget Samtale under fire Øine gaa ubenyttet forbi, naar den tilbød sig af sig selv.
De vare i Virkeligheden her saa afsondrede, som havde de været Borgens eneste Beboere. Tilvenstre det femkantede Kammer, tilhøire "Bystuen", hvortil en Tapetdør førte ind fra Alkoven, under dem Salen, over dem hans eget Taarnkammer, bag dem den brede Flisegang, foran dem Afgrunden og Natten.
Hvad Gertrud angaar saa vidste han at hun sov nedenunder i en Fløi sammen med den gamle Husholderske og skyede dette Værelse, i hvilket hendes Broder var død.
— Jeg har nemlig Noget at sige dig, der er af stor Vigtighed. Siden vi sidst saaes har jeg oplevet Noget, som du ikke for snart kan faa at vide, selv om det skulde forstyrre din Nattero.
— Kunde du ikke have sagt mig det iaftes?
— Jeg fandt ingen Leilighed til at tale uforstyrret med dig i Enrum. Dog var det vel ikke Hovedsagen; men jeg saae selv endnu ikke Sagen saa frygtelig klart som jeg gjør det nu efter dette Besøg hos min fraværende Famulus.
— Hvad kunde vel den Fraværende sige dig?
— Jeg veed, at den unge Mand ikke har gjort noget tillidvækkende Indtryk paa dig. Saadanne Indtryk bedrage dig sjelden, og dette har heller ikke gjort det. Jeg har — uden at søge det — fundet Bevis for at Vincentius har øvet Forræderi og vil øve det videre ved Hjælp af høist farlige Elementer nede i Byen. Dog det ville vi strax sætte en Stopper for. Jeg havde tænkt at det skulde være mit første Arbeide imorgen, at lade denne Sammensværgelses Hovedmænd sende fangne til Regensborg. Men nu da jeg har truffet dig, kan vi gjøre det strax og det med langt mindre Opsigt i Nattens Mørke og Stilhed.
