163
Vi skikke et Par af mine tilforladeligste Folk derned, og du giver dem nogle haandfaste Huskarle med — maaske med Hushovmesteren i Spidsen — han er vel en paalidelig Mand —?
— Konrad? Han vilde gaa gjennem Ilden for mig.
— Godt. Forræderiets ulmende Ild dernede skal være traadt ud før Morgengry.
"Forræderi" er et ondt Ord og et truende, naar Omstændighederne ere saadanne, at der allerede ruger Fare i Luften.
De to Sølvstager klirre mod hinanden.
Og dog er den Angst, der gjennemsitrer Renata, hende næsten kjærkommen. Med Ondt skal Ondt fordrives. Denne nye Uro jager den forrige ud; den giver hende hendes Fatning tilbage. Her dreier det sig om en ydre Fare; overfor den har hun Mod nok.
Med et tændt Lys i hver Haand kommer hun hen imod ham.
En underlig sød Gysen forvirrer ham og tager ham Ordene ud af Munden.
Renata bærer Haaret udslagent. Glandsen fra Voxkjerterne svæver gylden om den svære brune Haarfylde, der indrammer Ansigtets Oval, Halsens Søile og Skuldrenes ædle Runding.
Kun een Gang før har Ottomar set Renata saaledes. I Regensborg, en Aften af hine Karnevalsuger.
Hvor skjøn havde hun ikke været, da hun kom ham imøde, som hun nu kommer dér — thi han ser ingen Forskjel. Hele Stemningen fra da, al hans Ungdoms bitreste Elskovssødme, hvis Bedskhed, afsiet gjennem Aarenes ensformige Række, nu er som et Kryderi, der gjør Sødmen end mere berusende — saa meget mere berusende, som der i denne Blanding er en Foryngelses-
