165
lod hende: "han viser Veien bort fra Martyriet" kommer tilbage til hende med frygtelig Resonans.
"Martyriet" — et høitideligt Ord med Kampfanfarens Klang for Aanden, som er redebon; men det gjennemryster skrøbeligt Kjød, naar det selv klæder sig i Kjød og Blod, som her i Skikkelse af Kaspar Smed.
Hun kjender Smeden godt nok. Han har forrettet mangt et Arbeide heroppe. Hendes Legem ryster fra Isse til Saal ved Tanken om at være et værgeløst Bytte i disse stærke, sorte, haarede Arme for af dem under Hobens Hujen og Smædeord at kastes paa det flammende Risbaal.
Ottomar holder inde med sin Fortælling og ser hen paa Renata. Øieblikkelig bliver han den Forandring vàr, som er foregaaet med hende.
Bestyrtet springer han op og trykker hendes Hænder mellem sine: —
— Renata! Frygt ikke, jeg er jo hos dig! Lad det ikke gaa dig saa nær. Der var Fare, men den er der ikke længer … ikke nu, ikke foreløbig og siden skal jeg vide at forebygge og undgaa den. Du vil selv se, at der ingen Fare er paa Færde, nu naar jeg fortæller dig hvad der videre skete.
— Ja, fortæl mig Alt, Ottomar.
"Alt"? Ogsaa den hæslige Beskyldning for Giftmord? Er det ikke bedre at skaane hende for den, i den Tilstand hun allerede er i? Nei! ogsaa den. Mest af Alt vil den vise hende Nødvendigheden af at forlade Langenstein. Og det Svar, hvormed han har stoppet Bagvadskerens Ord, tager jo dog ogsaa Brodden fra den.
Denne Del af hans Beretning virker ikke saaledes paa hende, som han har ventet. Intet Udbrud af Overra-
