173
Tale. Hvorledes skulde han kunne andet end elske hende? Og er hint Besøg, ikke Bevis for at han gjør det?
Og han har hende i sin Magt. O, hvilken Fristelse ligger der ikke deri, hvis ikke Alt er ædelt hos ham. Men hvor findes den Mand, hos hvem Alt er ædelt? — Alt, og til alle Tider?
Renata har atter taget Plads skraas overfor ham.
— Men lad blot ikke dette gjøre dig urolig og volde dig Bekymringer, som sandelig intet Grundlag have. For ikke i Ens eget Bryst er en Hemmelighed sikrere opbevaret end hos denne fromme og vise Mand.
— Lad os haabe det, lad os haabe det! mumler Ottomar, halvt fraværende. Hans Tanker ere ude paa Vildstier, hvis Retning hun ingen Anelse har om. "Denne Fromme og vise Mand elsker Renata, sikkert. Men Renata elsker mig. Ja, gjør hun det? Hvad om det kun var Erindring om den Elskov, hun bar til mig i hine Dage, om Hjertets første dugfriske Kjærlighedsdrømme — hvad om hun holdt dette Hukommelses-Billed for levende Virkelighed, medens der maaske allerede dybt i hendes Sjæl spirer en Følelse for denne Fremmede, der naar Tid og Leilighed er den gunstig vil voxe sig ud til en af de mægtige, altovervældende Lidenskaber, som Kvinder i hendes Alder ofte ere Bytte for. Formodentlig er han ugift — meget tyder derpaa, og jeg kan ikke tage til Ægte; hvilken Begunstigelse for hans Sag i hendes Hjerte! Men dette er en ny Haand, der peger paa Mittelmynster. Dér er hun i min Varetægt, dér er hun afsondret fra ham. Og allerede i hendes Valg vil det vise sig. Hvis hun virkelig elsker mig, hvorfor skulde hun da vægre sig — endnu, efter dette, der saa tydelig, saa bydende viser hende den rette Vei?"
Ottomar skubber Stolen tilbage og reiser sig.
