177
uhjelpelig under min Pleie, og selv maatte jeg give det den Dødsens Drik, at dets Ve og Vaande endelig maatte stedes til Ro. Siden hin Time er jeg intet Barn mer — intet af de Børn om hvilke Apostlen skriver, at han ikke kan give dem kraftig aandelig Føde, men kun Mælk at drikke, fordi de endnu ere kjødelige.
— Og jeg? holder du mig for et saadant Barn?
— Jeg holder dig for en Børnelærer, saa vant til at tale til Børn i det Sprog, de fatte, at det er blevet dit eget. Men du er en Mand indenfor Bispekaaben, og du har lyttet til Oldtidens Visdom. Du maa vide i dit Inderste, som du maa føle det, at den Gud, du hæver dig til i din Andagt, han har intet tilfælles med Verdens-Bygmesteren, Skaberen, der har udbredt Materien i Rum og Tid og sat sin Orden og sin Lov over den og vakt sine Propheter, for at holde Aanderne i Trældom, og velsignet Kjødets Lyst, at hans Rige maatte formeres og foreviges — — —
— Renata, dette er pur Manichæisme! værre Heræsi end hvad Nogen har tænkt paa at sigte dig for.
— Jeg troer det gjerne. Og nu — nu veed du, Ottomar, hvorfor jeg ikke kan blive Abbedisse i Mittelmynster.
Ottomar har kastet sig ned paa Stolen og skjuler Ansigtet i sine Hænder med en fortvivlet Stønnen.
— Frygteligt! Saa er der da ingen Udvei.
— Ingen. Du er ikke Mand for at redde mig. Forlad denne Kjætterrede, overlad mig til min Skjæbne — — til Kaspar Smed.
Hun synker ned paa Skamlen og griber med begge Hænder fast om Pulten.
Ved dette Navn gjennemryster en uimodstaaelig Gysen hendes Legeme fra Isse til Saal.
