181
var den sidste; thi denne hans skamløse Opførsel førte til den afgjørende Krise: — ved denne Aftens Dands slog Hugo ham i Ansigtet med sin Handske og kastede den saa for hans Fødder til Udæskning paa Liv og Død … Men før dette tildrog sig, havde han i Skumringen trukket sig tilbage til en Vinduesfordybning, for om muligt at finde en Slags Lindring for sit martrede Sind ved ganske at give sig sin Fortvivlelse i Vold. Han havde siddet en rum Tid saaledes ubemærket, da et eller andet fik ham til at se til Siden. De tændte Lysene inde i Høiloftsalen, hvor Dandsen skulde staa; og just under en Kandelaber, hvis Kjertebundt lod sit blide Skjær strømme ned over hendes Haar, stod — kun et Par Skridt fjernet — Renata. Blot et Øieblik endnu saae hun paa ham — "endnu", for han følte, at hun havde betragtet ham længe. Men dette Blik har fulgt ham bestandig siden som en Maning og et Spørgsmaal. Det var uendelig bedrøvet, men der laa endnu noget Andet deri. Hvad? Bebreidelse, selvfølgelig. Men just dette var det Sælsomme, det uendelig Foruroligende: — det kunde jo ikke være Andet end Bebreidelse, og dog var det alt Andet end det.
Nu kan han tyde hint Blik. For det er det samme, der nu sænker sig over ham. Og i det læser han en dyb, uudtømmelig Medlidenhed.
Medlidenhed den Gang. For han veed jo nu fra hendes egen Mund, at hun havde gjennemskuet alt hans paatagne Væsen, hans bespottelige Mummespil, hvorved han havde villet gjøre sig selv hadefuld i hendes og Alles Øine, for at løfte hende ud af hendes Elskovsvaande og bedrage hende for hendes Sorg. Hele hans kunstig beregnede Svig havde den Gang ligget ynkelig blottet for det samme Blik, som nu lodder tilbunds i hans sønderrevne Sjæl.
