Side:Guds Venner.djvu/19

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

11

ner at det viser, hvor klog han var … Det vil sige, jeg mener ikke at jeg er klog … eller at jeg ikke holder af dig … men … det er blot … ja, ser du, jeg gad saa gjerne forstaa alting, ogsaa dig. Men hvad det angaar, at jeg ikke helt kan forstaa Alt hvad Mesteren sagde eller hvad han skriver til os i sine Sendebreve, saa er det da intet Under; for der er jo dem, der sige, at han er den viseste Mand i hele Christenheden.

— Nu, naar du gjerne vil forstaa Alt — og det er saa rigtigt af dig — saa vil du forhaabentlig meget snart finde Leilighed til at udøse dit Hjerte med alle dets Tvivl og Spørgsmaal for ham selv.

— Egentlig skulde han allerede være kommet, efter hvad han lod os vide ved Mursvenden fra Strassborg for et Par Maaneder siden.

— Han vil sikkert ikke lade os vente længe. For naar nogle af Ombygningsarbeiderne skal være endte i Aar før Frosten indtræder, og det var jo hans bestemte Ønske, saa maa det ikke vare for længe, inden de sidste Bestemmelser tages og den rette Bygmester lægger sidste Haand paa Forarbeiderne. Men jeg tænker, at Konrad vil have en eller anden Efterretning at bringe os dernedefra om hvor Mesteren for Tiden færdes.

Den unge Borgfrue har atter vendt sin Opmærksomhed mod den klippeklatrende Fodsti.

— Er Alting allerede pakket ind? spørger hun efter nogen Tids Forløb, uden at tage Blikket bort fra Liden.

— Ja, jeg troer nok … det vil sige — skal den med?

Renata dreier Hovedet.

Træt af den utaalmodige Speiden og blændet af Lyset i det frie Rum misser hun med Øinene, da de se ind i