XVII
Maanelyset falder lige paa det lille Passionskapel, vækkende de længst falmede og halvt afvadskede Farver derinde til et tvivlsomt Gjengangerliv.
Det sygelige Blaa i Jesu Gevandt og det fade Brune i Judas' Kjortel, Ansigterne, hvor en sminkeagtig Kjødfarve vexler med kalkede Pletter, som minde om Karnevalsmasker, og hvor de altfor store Glarøine stirre blindt gjennem det Støvslør, Sommeren har lagt over dem, ja selve Gethsemanes Træer med deres krøllede violette Løv — Alt dette har et uhyggeligt Præg af forhexet Virkelighed.
Da Ottomar sidste Gang — for femten Aar siden — havde staaet her en Maaneskinsnat og betragtet dette naivt-fromme Kunstværk, havde det gjort saa stærkt et Indtryk paa hans ophidsede Phantasi, at han tilsidst saae Jesus bevæge Læberne for over Judas' Skulder at tilraabe ham de Ord, som hans usalige Farfader idelig havde gjentaget efter Akkas Fald: "Som Judas har du forraadt din Frelser med et Kys."
Denne Nat behøver det stakkels forfaldne Træbilled ikke at gjøre Mirakler.
Læber af Kjød og Blod, dem han lige havde bedækket med hede Kys, have aabnet sig for at slynge de samme Ord som en Banstraale imod ham med en Stemme, der er ham den kjæreste og nu derfor den frygteligste af alle,
