12
Stuens Dunkelhed. I den Haand, som den knælende Pige rækker i Veiret, flimrer der en lille gylden Gjenstand.
Renata blegner.
Mon vel en Dæmon af den sorte Døds Hærskarer histnede var sprunget op paa Ryggen af den blaa Tørverøg og redet op til Læberne af den unge Frue, som hun stod der i det aabne Vindue?
Saadan en Tanke kunde vel være faldet den unge Pige ind. Thi skjøndt Svigerindens Ansigt tegner sig imod Lyset, kan hun tydelig se Forandringen.
Hun tænker imidlertid ikke Sligt.
Hendes Øine ere med et sælsomt, næsten ondt Blik rettet paa den Gjenstand, som hun dreier mellem Fingrene.
Det er en sirlig lille Flaske. Den er langlig-slank og femkantet, slebet med fint svungne Indhulinger, Glasfladerne overalt bedækkede med gyldne Linier, Kurver og Stjerner, som med et mystisk Ornament. Ved Tolden, der er formet som et Dødningehoved, hænger der en smal Pergamentstrimmel, der i snørklet Munkeskrift bærer en Legende — Oversættelsen af den arabiske Indskrift: —
Ti brune Draaber lindre Legmets Lidelse,
Halvhundred løfte hele Livets Last.
Gertrud holder Flasken skraat for Lyset, saa den dunkle Saft viser sin Stand.
— Vil du tage den med? Der er saa meget som godt og vel to Gange tilbage — at sige, to som sidste Gang.
Hun tilføier disse Ord med et eiendommeligt dvælende Eftertryk. Hendes Læber lukke sig efter dem fast og haardt.
