192
stærke for hans oprørske Aand. Til Blasfemi har han Kraft, ikke til frigjørende Tvivl.
Og i Blasfemien beruser han sig.
Endnu en Gang maa han raabe det op til Krucifixet:
— Gud give, at der ingen Gud gaves!
Blaalige Glimt spille deroppe og lade Glorien blinke over det mørke Hoved — atter og atter.
Det er ikke Lyn eller Gjenskin af Lyn! Det er synlige Lyntanker, Kornmod af Vredesuveir, af Viljen til at lynslaa, til at udslynge Banstraalen; slynge den mod Borgen derovre, hvor Kjættersken throner, som nægter at Skaberen er hans Fader; slynge den mod ham dernede, den formastelige Raaber ved Korsets Fod, hans frafaldne Kirketjener, der har forraadt ham med et Kys til hende; mod ham, der er Kjætteren, fordi han elsker Kjættersken, elsker hende endnu med fortvivlet Haabløshed, nu han er forvist fra hendes Nærhed, truffet af hendes Vrede og Foragt — ikke som den Gang, da han blot indbildte sig at være mærket saaledes, o nei, nu er Mærket brændt ind af hendes egne Læber! — ja elsker hende dobbelt, trefold elsker han den trefold forbudne, forbuden af hende selv, af hans egen Stand, af hendes Kjætternavn — elsker hende ind i Kjætterbaalets Flammer, ind i Helvedes evige Brand …
Endnu spøge Lynglimtene deroppe, og i hans Øre lyder en Tordenrøst:
"Gaa, Kirketræl! Gaa, røgt dit Hverv og gjør din Pligt! Fuldtvel veed du, hvori den bestaar. Histovre er Borgen, hvor Kjættersken huser. Dernede er Byen, hvor Soten raser. Thi jeg er den Gud, der hjemsøger Fædrenes Synder paa Børnene indtil fjerde Led, og straffer den Ene for den Andens Brøde og tvætter Synderen ren i den Uskyldiges Offerblod og frelser hvem jeg vil og fordøm-
