193
mer hvem jeg vil. Den By som har reist mig denne Helligdom og tilbeder paa dette Sted, dens Borgere kjende mig vel og de fordre deres Ret af dig: Kjætterskens Dom og Straf, paa det at Soten maa ophøre. Gaa, Træl, indtag dit Dommersæde og gjør din Pligt og vær fordømt, at du gjør den uvillig!" …
Overvældet, sønderknust, magtstjaalen synker han sammen ved Foden af dette skrækkelige, lynstirrende og tordentalende Mirakelkrucifix.
Og hans Blik søger over imod Borgen, hans Hjertes Hjemsted, som han nu er landflygtig fra.
Lidt tilvenstre for Borgfreden, hvor han snarere kan ane end skimte det lille Taarn, som neppe nok rager op over Taget, glimter der noget som en Dugdraabe: — hans Taarnkammervindue. Dér sad han den første Nat og saae herover og gjenoplevede i Tankerne alt hvad han sidste Gang havde oplevet paa Kalvariebjerget — det, der havde jaget ham bort fra Langenstein. Hvor langt havde han da været fra at ane, at hin Anfægtelsernes og Sjæleangstens Nat kun skulde være en ringe Sag imod den næste, som ventede ham her!
Og lige neden under hin Dugdraabe, begynder en anden og større, en hel Gruppe at tindre: — Vinduet i Renatas Gemak.
Har hun fundet Hvile nu? eller hvilke Tanker, hvilke Følelser holde hende vaagen? Ser hun ham mon for sig, som han ser hende? …
… Ser hende staa for sig mellem Sølvstagerne med det nedstrømmende Haar glitrende i Kjertelyset som et Alterbilled af en christelig Martyrerske, endnu mere lig hin Beghine, der vandrede til sit Kjætterbaal i Paris.
Det er ham, som stod han atter paa Trappen til Sorbonne og saae hende gaa forbi, hyllet i sin egen overjor-
