XVIII
Et Mandsansigt bøier sig ned over Ottomars.
En dæmpet, dyb Røst spørger deltagende: —
— Har I taget Skade, Herre? føler I Smerte noget Sted?
— Af Baalet?
Det lyder som om en fremmed Stemme spurgte, bag ved ham og langt, langt fjernere end Mandens.
— Af Lynslaget — en af Træsplinterne kunde have ramt Eder.
En svag, uforstaaende Hovedrysten.
— Kjender I mig ikke, Herre?
Den samme Hovedrysten.
Ansigtet streifes af Maanelyset og er vel synligt mod den kulsorte Himmel over det.
Det har aabne, tillidvækkende Træk. En bred Pande, kort Næse, kløftet Hage, kraftige velformede Læber; overalt saadanne Streger, Folder, Rynker og Rids, der tale om stærke Følelser ja Lidenskaber, aandelige Kampe og mægtigt Tankearbeide. Haaret, der hænger ned til begge Sider, er endnu dunkelt men berørt af Alderens Rimfrost.
Et fremmed Ansigt, og dog synes det ham ikke ubekjendt.
Han smiler som i Drømme.
— O ja. Jeg kjender Jer … Den barmhjertige Samaritan.
