197
Han mindes et Billede, han har set hos en Kardinal i Vælskland. Italien. Hvor var Himlen blaa, Husene hvide! For længe, længe siden … som i et andet Liv. Men det var jo ogsaa et andet Liv — Jordelivet.
— Den barmhjertige Samaritan i Helvede! mumler han for sig selv. — Trolig nok! jeg kan tænke mig, Leviten og Præsten ere farne til Himmels!
— I er svarlig rystet. Herre, som naturligt er.
Det er sælsomt, at ogsaa denne Røst med sin dybe Klokkeklang synes ham bekjendt. Billedet var dog maalløst, om end talende nok, thi det hidrørte fra en af de største Mestre.
— I maa drikke et Par Mundfulde Vin, som jeg fører med mig for saadanne Tilfælde, den vil styrke Eder, det er god cyprisk Vin.
— "Og forbandt hans Saar og gjød deri Olie og Vin." Men hvor har han sit Ridedyr?
Den Fremmede har af sin Taske fremtaget en Krystalflaske og et lidet Sølvbæger, som han fylder.
— Kom Herre, jeg skal støtte Eder.
Kun et Par Smaaslurke kan Ottomar synke. Men det er, som om varmt Liv gjennemstrømmede ham og rislede og piblede ud i hver lille Aaretraad.
— Hvor er jeg? spørger han efter en kort Tavshed — og Røsten er nu næsten hans egen.
— Paa Langensteins Kalvariebjerg.
Et dybt Suk modtager denne Meddelelse.
— Jeg troede, jeg var i Helvede! — Langensteins Kalvariebjerg — jeg kjender det! Der er værre dér end i Helvede. — Jeg siger dig. Mand, da jeg sidst var her, da længtes jeg efter at fare til Helvede. Det var som en Forløsning. For der er ingen Rædsel dér, som er at ligne med hvad jeg maatte lide her. Alt hvad hin Florentiner
