200
— Og den nærmeste Vei fører over dette Kalvariebjerg.
— I har valgt en sælsom Døgnets Tid til Eders Vandring.
— Muligt, at Gud har indgivet mig at gaa just saaledes. For jeg kom her, synes mig, i rette Stund.
— Det er sandt.
— Og mulig indgav han Eder den Gang at indbyde mig og maaske lod han os mødes i hin Kro just i dette Øiemed og for Andets Skyld, som maatte flyde heraf. For disse Sammenhænge ere hemmelighedsfulde og paa langt Hold, og meget føier sig i Livet som i hine Dobbeltdrømme og Sandhedsdrømme, hvilke den gamle Artemidoros i sin Oneirokritikon veed at berette om og hvorpaa de antike Skrifter byde os mange Exempler.
Ottomar nikker eftertænksomt.
— Det kan vel forholde sig saalunde. Og sælsomst af Alt: just før I kom, havde jeg her en Slags Drøm — ihvorvel jeg mente at være vaagen, men endnu mens jeg oplevede det Frygtelige var det mig dog ogsaa, som om det var en Drøm — men en Sandhedsdrøm, som Tiden da var dertil: post mediam noctem cum somnia vera, som Horatius siger. En sand Drøm, min Gud! endnu skjælver jeg ved den Tanke, at det kunde være en saadan.
— Betro mig Eders Drøm — om I da ikke frygter, at det skal sætte Eder i for stor Ophidselse, nu da I endnu er rystet og medtagen.
— Ja, jeg vil fortælle Eder den, for jeg troer snarere at det vil tjene til min Beroligelse. Vid altsaa, at jeg syntes at befinde mig i Regensborg, paa Hedetorvet, om I er kjendt dér; og dér lod jeg en Kjætter brænde. Og Kjætteren var min Ven, hvem jeg elskede høiere end mig