13
Renata svarer ikke.
Hun gaar hen til Svigerinden, tager den lille Flaske bestemt men blidt ud af Haanden paa hende og siger sagte:
— Du kan aldrig tilgive mig det.
Gertrud ser bort — med forskrækkede, skyldige Øine.
— Hvad skulde der være dér at tilgive? Du gjorde det jo i Kjærlighed.
— Ja Gud skal vide, jeg har aldrig elsket din Broder høiere end jeg gjorde det i hin tunge, tunge Time.
— Han veed det, og jeg veed det ogsaa, Kjæreste, forsikrer Gertrud, idet hun trykker Svigerindens Haand og læner sit Hoved mod hendes Knæ. Thi Renata har taget Plads paa Stolen, fra hvis Sæde hun har fjernet Ibenholtskrinet.
Men den unge Pige tænker — og Borgfruen aner fuldtvel, hvilke Veie disse Tanker vandre —:
"Du har ganske vist aldrig elsket ham høiere, for elsket ham har du jo aldrig. Du har kun haft Medlidenhed med ham, og din Medlidenhed gav hans Legem Døden, som den gav hans Elskov Livet. Jeg veed vel, at du kan gjøre meget, som jeg aldrig kunde gjøre. Kun det Ene gad jeg vide: havde du ogsaa kunnet gjøre det, hvis du havde elsket ham saaledes som du en Gang har elsket En — ham, der nu er stor og mægtig og som aldrig kan blive din!"
Ubevægelig, som hugget i Sten, sidder Borgfruen dér med Ibenholtskrinet paa Skjødet og stirrer hen for sig.
Ogsaa Svigerinden ved hendes Fødder stirrer saaledes hen for sig.
Og begge Øienpar skue det Samme:
Et rummeligt Gemak, sørgelig belyst af Skjæret fra en
