Side:Guds Venner.djvu/215

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

XIX

— Der er steilt og stenet her. Støt Eder fastere paa min Arm, Eders Høiærværdighed.

— "Eders Høiærværdighed!" Nys kaldte I mig "du" og "min Søn".

— Det var oppe paa Kalvariebjergets Høide. Nu stige vi ned til Menneskene, og vi ville give Verden hvad Verdens er.

Den sidste Del af Nedstigningen er besværlig; endnu vanskeligere er det at komme over Spangen, der kun paa sin ene Side er forsynet med et spinkelt og rokkende Rækværk. Paa Fodstien op til Borgen synes Kræfterne mer end een Gang at svigte Ottomar, der ofte maa blive staaende et Par Minutter eller sætte sig paa en Træstub.

Men den Fremmedes Stok, som han har faaet, og endnu mere hans støttende Arm yde god Hjelp og endelig naa de derop.

Kjøbmanden slaar af sig selv ind paa den lille Sti, ad hvilken Ottomar havde forladt Borgen. Den fører hen til en Dør, der skjuler sig i en Murvinkel. Døren havde ikke været aflaaset, da han stormede bort uden at tænke stort derover; det var en velkjendt Udgang for ham fra gamle Dage af, da han hyppig var en Nattesværmer. I de fredelige Tider, som man nød godt af, pleiede man ikke at lukke den af. Nu slaar den Tanke ham, at han ganske vist, saadan som Sagerne staa, burde have draget Omsorg for at den var bleven forsvarlig lukket.