215
— Hys! afbryder Ottomar ham med en ligefrem forfærdet Bevægelse — I veed ikke hvad I ønsker!
Renata, som just er traadt ind, tilbyder at gjøre et Forsøg.
— Jeg kunde tyde din Skrift i gamle Dage.
— Men den er bleven langt værre — nei, nei!
Ottomar tager Bladet ud af Haanden paa hende.
Nu er hun kommen ind til dem — det manglede blot, at hun nu skulde sætte sig hen og gjøre Sekretairarbeide!
— Vi vil forfriske os ved en Arbeidspause paa en Timestid eller saa, da kan Brevet endnu godt blive færdigt før Aften.
— Hvad om vi imidlertid tog vore Byggeplaner for?
— En fortræffelig Tanke. Vi betragtede Udkastet til Kapellet sammen, nu vil vi gaa de større Grundrids igjennem, ledet af vor bygningskyndige Ven.
Snart ere Planerne hentede fra Bibliotheket og udbredte paa Bordet.
De ere bøiede over en af dem — Ottomar siddende i Lænestolen, som er vel polstret med Læderhynder, Kjøbmanden og Renata hver paa sin Side af ham med Hænderne støttede paa Bordet — alle tre fordybede i Grundridsets Linier, medens Kjøbmanden udpeger et eller andet Punkt af Vigtighed: — da Døren til Gangen pludselig bliver revet op.
Ottomar synker tilbage i Stolen med et Blik, som om han saae et Gjenfærd.
Vincentius staar midt i Stuen.
Den unge Mand, der er mindst saa forbauset som de selv, fremstammer Undskyldninger — —.
— I har Intet at undskylde, Herr Famulus, svarer Renata. Dette Værelse var ganske vist indrømmet Eder. Men da I ikke ventedes tilbage for det Første, tog vi det
