Side:Guds Venner.djvu/224

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

216

i Brug, fordi det laa bekvemt; thi Hns. Høiærværdighed har paa Grund af et heftigt Ildebefindende ombyttet det afsides beliggende Taarnkammer med det Værelse, som jeg fra først af havde tiltænkt ham.

Med inderlig Bekymring malet i alle sine Træk vil Vincentius erkyndige sig om sin høie Foresattes Befindende, men afbrydes barsk nok: —

— Hvor kommer det sig at I er her nu, da I skulde være i Regensborg?

— Ja, Eders Høiærværdighed maa vide at saasnart jeg kom til Telheim, viste det sig, at min Reise havde været forfeilet, da intet fornuftigt Menneske noget Øieblik kunde tro — at — —

Da Vincentius' Blik flakker tvivlende mellem Biskoppen og den Fremmede, medens han søger at finde en passende vag Vending, beroliger Ottomar ham:

— Gaa kun videre i Texten. I kan tale frit ud.

Vincentius bukker.

— Ingen, siger jeg, kunde blot for et Øieblik tro, at den gamle Folkesanger, som de havde holdt fast og som ganske vist var skyldig i at have forbudne Skrifter hos sig, var "den store Gudsven". Jeg fandt derfor intet videre at gjøre end at lade ham sende til Regensborg og selv vende her tilbage.

— Jeg havde imidlertid givet Eder det Hverv at overvære Abbedissens Bisættelse i Mittelmynster.

— Ganske vist, Eders Høiærværdighed — men jeg forstod det saaledes, at det var under den Forudsætning, at jeg allerede var i Regensborg — —

— Jeg mindes ikke at have taget noget saadant Forbehold.

— Det gjør mig ondt, hvis jeg har misforstaaet Eders