II
De spændte Blikke, der møde den indtrædende Hushovmester, forblive ikke et Sekund i Tvivl om at han bringer vigtige og slemme Tidender dernedefra; og at han bringer dem saa snart som muligt, kan de ogsaa se.
Fra det krusede Haar, der som en rødbrun Kabuds er trukket ned i Panden og overflødiggjør al anden Hovedbedækning, perler Sveddraaberne ned i de dybe Rynker, som gjennemfure Huden over de buskede Bryn. Under det stride graasprængte Skjæg arbeide Kindmusklerne synlig, som om en eller anden seig Bid skulde tygges sammen og sluges ned.
— Nei, den sorte Død er det da ikke naadig' Frue.
Et Befrielsens Suk fra de to halvaabne Læbepar foran ham. At faa det ræddelige Navn banlyst synes allerede at være halvveis vundet.
— Men ondt nok er det da, hvad det saa hedder. Der er død en halv Snes — mest Børn. I Smøgen nede bag Broen er Soten snart sagt i hvertandet Hus, og i Badstuestræde ser det ikke meget bedre ud. Degnen er syg, og hos Byskriveren ligger Konen og den yngste Datter — —
— Følger du med mig derned?
— Som Fruen befaler.
— Nei jeg mener, du er vel ikke blevet for træt? — det er en tyngende Luft, og du har ikke undt dig Hvile underveis kan jeg tænke —
