Side:Guds Venner.djvu/236

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

228

kan vente, at den skal rette sig efter hedenske Rhetorer deres Regler; som det da ogsaa her viste sig. Thi jeg havde i min Tale til disse Borgere sagt at Himlens Vrede over Kjætterborgen, som de taalte over sig, helt vel kunde knuse hint Krucifix, saa at de end ikke længer stod under denne velsignede Beskyttelse og det var, som om Jesus ikke for dem var død paa Korset. Dette mindedes nu Alle og ærede mig høiere end før, som vel de maatte, raabende, at jeg for denne usalige Egn skulde være en Peter fra Amiens og forsamle alle fromme Mænd nær og fjern til et Korstog mod hin Satans Borg og Fæstning. Og I kan tænke Eder at Ophidselsen steg, da samtidig Soten bredte sig i hele Byen ja rundt om ud i Landsbyerne.

— Dette er visselig svart Nyt, Broder Martin, sagde Vincentius, paa hvis overtroiske Sind dette aabenbare Jærtegn ikke havde undladt at gjøre en stærk Virkning. — Dog synes der mig at være noget Trøsteligt deri, forsaavidt som denne Stemning hos Borgere og Landfolk omgiver Eder med en fast Livgarde ja med en sand Hærstyrke, en Betryggelse, som I vel kan have nødig. Thi ogsaa jeg har mit at berette, der angaar vor fælles Sikkerhed.

Og nu fortalte han hvad der var hændtes med Kladden til hint "skarpsindige og fromme Brev" — hvilket virkede saa stærkt paa hans Tilhører, der just vilde styrke sig med en Slurk af Vinkanden, at de røde Draaber trillede rigelig ned ad den graa Kutte.

— Ja, ja min fromme Fader, I har dog foreløbig mindre Grund til at ryste paa Haanden end jeg — Skaal, og Gud velsigne Jer og holde sin Haand over mig, der nu maa løbe Nakken lige ind i Løkken. Men til Syvende og Sidst ere vi rigtignok ombord i den samme Jolle og maa