229
flyde eller gaa tilbunds sammen — Amen! I værste Tilfælde er vi ikke uden Vaaben, men det er et Vaaben, som snart vil glide os af Hænde. Disse rasende Borgere og Bønder er det let nok for Jer at samle og lede idag, men om et Par Dage er Bønderne gaaet hver til sit, og I vil undre jer over hvor døve Borgerne ere blevne paa Korstogsøret. Hvad der imidlertid giver os den største Magt over ham — læg Mærke til det, fromme Fader, fra Skriftestolen af kjender I jo Menneskenes Børn deres Skrøbeligheder; og jeg siger Eder, Hns. Højærværdighed er saa forliebt som en Hankat i Maaneskin, og hvad Kjættersken selv angaar, saa ser hun mig ud til at kunne miave kjælent nok til den Musik.
Den næsten tomme Kande for Munkens Mund gav hul Gjenlyd af en tilfreds klukkende Grynten.
— Hun er et Pant i vor Haand.
— Jeg ser, min Søn, jeg ser.
— Godt, men se ogsaa lidt paa den anden Side af Sagen. Dette skjærper hans Had og Hevntørst mod enhver, der blot saa meget som tænker paa at krumme et Haar paa hendes Hoved. Jeg siger Eder, Hjertet vil le i Brystet paa ham, naar vore Ledemod knirke paa Pinebænken — ja, ja, det er det, det vil komme til, hvis han har fundet min Brevkladde og han faar os i sin Magt. Hun er vort Haandpant, som vi ikke maa lade os liste af Hænde. Just det er den store Fare, at han faar hende bort herfra — i Sikkerhed et eller andet Steds; saa kan han gjøre mod os hvad hannem lyster, og hvad det vil være, hvis han skulde have saadant et Bevis imod os, som det Brev er, det har jeg alt antydet.
Graamunken nikkede eftertænksomt.
— I har Ret. Gud ske Lov og Tak, I er kommen, for min Stilling her var vanskelig, og jeg bar og bærer paa
