237
lægedes saa vel, at han vilde leve endnu, hvis det ikke var brudt op ved det usalige Fald.
— Saa er Bisp Ottomar egentlig din Broders Banemand.
Gertrud nikker, og hendes mørke Øine bliver mørkere, blanke af opstigende Taarer.
"Hun hader Bispen" tænker Vincentius "og jeg kan ikke sige eller antyde noget saa Slet om ham, at hun jo ikke beredvillig troer det."
— Ja, denne Mand er visselig skjæbnesvanger for os Alle. Og du ser nu, i hvor høi Grad jeg havde Ret, da jeg sagde at han havde os i sin Magt. Os Alle. Selv din ulykkelige Broder, hvis han levede, vilde Bispen have ham i sin Magt ved denne Forbindelse med den store Gudsven. Hvor meget mere Renata! Og over hendes Hoved holder han ogsaa det verdslige Sværd. Thi hun er beskyldt for at have taget sin Husbond af Dage med Gift.
— Er den skjændige Beskyldning ogsaa kommen Bispen for Øren? Jeg har allerede hørt, at Stephen Kromand dernede, hvem Renata maatte jage bort for Utroskab, han udspreder saadanne Rygter for at hevne sig. Men jeg, der selv stod hos, veed bedst, at da hun gav ham de mange Draaber, var det af idel Medlidenhed, og fordi hun ikke kunde bære det over sit Hjerte at afslaa ham hvad han bad saa mindelig om.
"Altsaa dog!" tænker Vincentius — "hvilket vigtigt Vidnesbyrd."
— Jeg har aldrig tvivlet om, at hvis det havde noget paa sig, saa maatte det være gaaet saaledes til; endda jeg ikke vidste, at du selv stod hos.
— Men i een Ting feiler du, Vincentius. Bisp Ottomar vil visselig ikke volde Renata den mindste Skade. For
