240
Mand, hvem Alle følge, og han vil ikke lade os forkomme. Hovedfaren er den, at Bispen pludselig bryder op og slæber os bort med sig. Blot jeg veed det i Tide, da skal jeg vel skaffe Raad. Han vil naturligvis forhindre, at jeg selv kan gaa om og opdage Noget, men for dig kan de ikke skjule det, naar du holder Øinene aabne.
— Det skal det ikke skorte paa og du skal vide det, saasnart jeg veed noget. Men Kjære, hvad kan det nytte, naar du er afskaaret fra al Forbindelse med denne mægtige Ven? Men hvem er det? Han kan da ikke være bosat i Byen, for jeg veed ikke noget af saadan en Mand.
— Nei, nei, han er der blot nu for at hjelpe Befolkningen i dens Nød. Og jeg er heller ikke saa helt afskaaret fra ham. Sig mig, kan jeg komme ind i den Stue hvor — hvor vi først saaes, Elskede?
Et kjærligt Blik og et blødt Haandtryk siger ham, at han har valgt den rette Betegnelse.
— Ja, "Bystuen" er sjelden lukket af; og skulde det være Tilfældet, kan jeg dog let skaffe dig derind, for den har jeg altid Adgang til. Men hvad kan det nytte dig? Aa Vincentius, du tænker da ikke paa at klatre ned — med en Rebstige?
— Var jeg alene, vilde jeg heller vove det, end forblive i denne Mands Vold.
Han siger dette med mørk Bestemthed og føler helt vel, at disse Ord endnu mer end alt Andet overbevise hende om Farens Alvor.
— Vincentius, Kjære, Elskede! lov mig at du ikke vil tænke paa Sligt! Et Forsøg er den visse Død.
— Hvor kunde jeg det, da jeg maatte lade dig blive her tilbage?
