241
Gertrud er trøstet og overbevist.
— Men jeg er vis paa, at min Ven ved Solnedgangstid vil vandre over Broen, og naar han ser mig staa i Vinduet og vinke med mit Tørklæde, da veed han, at jeg ialtfald ikke ligger lænket i Taarnet, og det vil være ham en Trøst. Imidlertid vilde jeg gjerne have et rødt Tørklæde; han vil da være ganske sikker paa, at det ikke er en Anden, der tilfældig staar der i Vinduet og vinker ned. Kan du skaffe mig det?
— Med største Lethed. Men nu maa jeg forlade dig. De vil ellers savne mig og spørge om hvor jeg er.
— Du har Ret, vi maa ikke vække Mistanke. Farvel min Elskede! Hold Modet oppe og disse deilige sorte Øine klare og skarpsynede — vær min egen modige Pige — farvel!
En lang Omfavnelse, et sidste Kys — et allersidste — for denne Gang … hvo veed? maaske for stedse!
Og Gertrud forlader Taarnkamret, muligvis en ganske lille Smule skuffet, fordi hendes Elsker ikke har holdt længer paa hende … skjøndt det var paa høie Tid, at hun gik.
Men heller ikke for sent. Thi da hun med saare lette Fjed lister forbi det femkantede Kammer, hører hun Stemmer, som vidne om, at Renata og de to Mænd endnu sidde i dyb Raadslagning derinde. Ogsaa Konrads ru Røst lader sig høre.
Ingen Tvivl om at der er noget Vigtigt i Gjære.
Og for hende har man ingen Brug!
Eller har man allerede søgt hende?
Hun overbeviser sig snart om, at Ingen har spurgt efter hende, da der for en halv Time siden eller mer gik Bud efter Konrad, at han strax skulde begive sig til det femkantede Værelse.
