XXIII
Et Par Timer efter at Gertrud har ladet Vincentius blive ene tilbage i Taarnkamret, har den flittige Bispetjener Brevet til den Münchener Kansler færdigt og begiver sig ned med det for at overgive det til sin høie Foresatte til Underskrift og Forsegling. Han er ikke lidet opsat paa at se, hvilken Mine Hns. Høiærværdighed vil sætte op, naar hans Famulus i sin Tjenesteiver foreslaar, uden mindste Hvile strax at stige til Hest — maadelig Rytter som han er! — og ride ud i Natten — mørkeræd, som han ogsaa er, hvad Bisp Ottomar ligeledes længst har opdaget og heller ikke undlader at rive ham under Næsen, naar Leilighed bydes!
Han er neppe fra Vindeltrappen traadt ud i Gangen, for en velkjendt Pigeskikkelse, der burde faa hans Hjerte til at banke og faar det dertil, viser sig ved den anden Ende, hvor Trappen fører ned til Hallen. Til fortroligt Møde er der ingen Leilighed, thi Renatas Stemme lyder nede fra Hallen. Idet Gertrud med et kjærligt Blik smutter forbi ham, lader hun et høirødt Tørklæde falde.
Hurtig tager Vincentius det op og stikker det ind paa Brystet, hvorved han føler, at et Stykke Papir eller tyndt Pergament er skjult i dets Folder, befæstet med en Naal.
Det femkantede Kammer er tomt.
Vincentius banker paa Døren til Gemakket, hvorfra hans Foresattes Røst byder ham træde ind.
