245
Han lytter ved Døren. Bispen rører sig ikke derinde.
Hurtig faar han sin Kjortel snørt saa meget op, at han kan trække frem hvad han bærer under den paa Brystet: en favnelang Snor, ved hvilken han har befæstet et Par vimpelformede Tøistykker; et hvidt af Linned og en Strimmel sort Flor. Han har oppe i Taarnkamret skaaret en Skjorte itu for at skaffe det første tilveie; Floret har han plyndret sin Hue for, og det er kun løselig befæstet, da han maaske endnu ikke har Brug for det. Nu maa det knyttes fastere. Saa Gertruds røde Tørklæde nedenunder Floret, at det "forgyldte Oxehoved" dernede ret kan blive tilsinds at stange løs — og Forberedelserne ere færdige.
Og nu hurtig ned under Madradsen med Vimpelsnoren, til det er Tid at bruge den.
Tiden vilde vel være dertil, om blot Leiligheden var der!
At han er bleven bosat i det Kammer, som det var ham saa magtpaaliggende at have fri Adgang til, synes at være en særlig Begunstigelse af Skjæbnen. Men den veies rigelig op af den mislige Omstændighed, at Bispen sidder Dør om Dør med ham og hvert Øieblik kan kigge ind, ja sikkert vil gjøre det, om han hører et Vindue blive lukket op.
I Nødsfald maa han alligevel vove det — med stor Forsigtighed. Da han ved sin Ankomst traadte ind i dette Værelse, stod Vinduet aabent. Dette er en trøstelig Betragtning; for Vinduer i saadanne ensomme Borgværelser ere tidt uvante med at lukkes op og binde da saaledes, at man maa rykke i dem, saa Ruderne klirre i Blyrammerne.
Men endnu kan han vente. Han har en Følelse af, at Lykken vil staa ham bi. Har den ikke gjort det saavidt?
