XXIV
Aandeløse komme Renata og Gertrud op ad Trappen fra Hallen, da Døren til det femkantede Kammer gaar op, og Bisp Ottomar fulgt af "Kjøbmanden" ile henimod dem med det samme Udtryk af Bestyrtelse som det, der er præget i deres egne Miner og Bevægelser.
— Har I ogsaa hørt det? spørger Renata.
— Jamen hvad? der er en ubestemt Summen i Luften, en forvirret Klang …
— Jeg tænker, vi kan høre det herinde, svarer Renata, idet hun banker stærkt paa Døren til "Bystuen".
Der lyder intet Svar. Ottomar, som nu staar ved hendes Side, lukker uden videre med et heftigt Greb Døren op.
Idet de træde ind, driver Trækken Vinduet tilbage — det maa have været slet lukket.
Den friske Morgenvind bærer dem Lyden imøde. Den er ikke til at tage feil af.
— De klemte med Klokkerne.
— Min Gud! skulde den stakkels By ogsaa være ramt af Ildsvaade!
Alle styrte hen til Vinduet.
Der er ingen Røg at se over Tagene dernede.
Men der er andet end blot Klemten i Luften: en foruroligende masseagtig og vildsom Surren og Summen.
Og nu, i umiddelbar Nærhed, bag dem og over dem,
