251
hint "Gud vil det", som har sunget saa mangen blodig Voldsgjerning ind.
— De kommer. Det er for sent.
Renata vender sig bort med disse Ord paa Læberne, som stivne i forstenet Fatning. Hun er bleg, ikke lig Svigerinden som et Lagen men som en Gravhvælvings Marmorbilled.
— Hvor er Konrad? vi maa raadføre os — —
Ottomar styrter til Døren, hvor han er lige ved at støde sammen med den indtrædende Vincentius.
Denne studser, bestyrtet ved at finde sit Værelse fuldt af ubudne Gjæster.
— Kommer I at se til Eders Værk? — Hvad, min Hr. Famulus? … Hvad skal det Signal betyde?
Vincentius har allerede nogenlunde gjenvundet sin Fatning. De blege Læber bugte sig slangeagtig i et giftigt Smil.
— Det skal betyde, at jeg ikke gik i Eders Fælde og firede mig ned fra Vinduet og knækkede Halsen.
— Ah ha! saa det var min Hensigt?
Gertrud folder Hænderne ved Afsløringen af dette djævelske Anslag mod hendes Elskers Liv.
— Visselig. Derfor gav I mig dette Kammer. Dog jeg benyttede det i Stedet derfor til at hente Hjelp — for mig selv og for denne ædle Dame, der har forenet sin Skjæbne med min og hvem I allerede troede at have i Eders Vold for at bemægtige Eder hendes Person og denne Borg, der er hendes retmæssige Arvelod.
— Er I fra Vid og Samling?
— Jeg har ingen Grund dertil. For Hjelpen kommer. Og det betyder, at den haardt hjemsøgte By fordrer Straf over denne Kvinde, Eders Elskerinde, hvis Synder den lider under. Thi hun myrdede sin Husbond
