Side:Guds Venner.djvu/263

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

XXV

— En svar og frygtelig Daad! lyder den store Gudsvens Røst.

Konrad stryger med Ærmet Sveddraaberne af sin Pande, sukker og drager Veiret dybt, før han kan svare:

— Jeg veed vel, der staar skrevet, at hvo der griber til Sværdet skal omkomme ved Sværdet. Det sagde Frelseren just til den trofaste Discipel, som drog Sværdet til hans Forsvar. Men om der end for denne Daads Skyld gives Dæmoner Magt til at kaste mig ned i et Svælg ti Gange dybere end dette, saa fortryder jeg dog ikke paa den.

— Ak Konrad, udbryder Renata, der knæler ned hos Gertrud, bringer hendes Hoved til Hvile paa en Pude og bestænker hendes Ansigt med Vand fra en Krukke, som Gudsvennen rækker hende —: ak, Konrad, den bringer heller ingen af os Redning.

— Med Forlov! deri feiler Naadigfruen. For sagde han ikke udtrykkelig, at han var den Eneste, som vidste, hvo Mesteren er, og havde Vidneudsagn for det — fra min stakkels Naadigfrøken, kan jeg tænke, der har troet hans sledske Tunge. Ja, ikke en Eneste af dem, der komme, har en Anelse om, at den store Gudsven er her paa Borgen, sagde han.

Ottomar, der sidder ved Bordet med Hovedet støttet i sine Hænder, ser op med et lysende Blik.